Skotske pandekager med bagte blommer

SVÆRHEDSGRAD
Enkel Enkel
TILBEREDNINGSTID
Under 1 time Under 1 time
ANTAL PERSONER
8-10 8-10
Skotske pandekager med bagte blommer
Skotske pandekager, eller ”drop scones” som de oprindeligt blev kaldt, kan sammenlignes med de velkendte, amerikanske pandekager. De er begge små og tykke, men skotske pandekager er sødere i smagen, en smule fastere i dejen og har en sprød skorpe. Traditionelt spises de smurt med smør, men de er også perfekte som hovedelement i en dessert med bagt frugt og/eller is til. I denne opskrift får pandekagerne selskab af ovnbagte blommer med vanilje og krydderier og dryppet med sødmefuld honning. Lækker som dessert eller som sødt indslag på brunchbordet.
HOVEDINGREDIENSER
  • Frugt
TIL DENNE OPSKRIFT ELSKER VI AT BRUGE
Ingredienser
Fremgangsmåde

Ingredienser

  • 400 g blommer
  • 2 spsk. vand
  • 1 vaniljestan
  • 2 spsk. flydende honning til blommerne
  • 1 spsk. flydende honning til dejen + ekstra til anretning
  • 1 stjerneanis
  • 2 laurbærblade
  • 175 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • Skallen af ½ appelsin
  • 40 g rørsukker
  • En knivspids salt
  • 1 æg
  • 1 dl mælk
  • 1 spsk. smør + ekstra til anretning
  • Fremgangsmåde

  • 1
    Varm ovnen op til 200 °C
  • 2
    Bagte blommer: Halvér blommerne, fjern stenene og læg dem i et ildfast fad.
  • 3
    Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og opløs dem i en lille skål med 2 spsk. vand. Kom både vaniljevandet og de tomme vaniljestænger i fadet med blommer. Tilsæt også honningen, stjerneanis og laurbærblade og vend det hele rundt. Bag blommerne i ovnen til de er møre, cirka 20 minutter.
  • 4
    Pandekager: Sigt mel og bagepulver i en skål. Tilsæt appelsinskal, sukker og salt og bland ingredienserne sammen. Tilsæt derefter æg, mælk og honning og pisk dejen lind med et piskeris.
  • 5
    Varm crepepanden op på komfuret ved medium varme. Smelt smørret heri, og vend det derefter i pandekagedejen. Sæt panden tilbage på blusset.
  • 6
    Brug en spiseske til at fordele skefulde af dej på panden - én spiseske udgør én pandekage. Steg dem 1-2 minutter, til du kan ane at kanterne er gyldne. Vend dem med en paletkniv, og steg dem ligeledes i 1-2 minutter på den anden side. Læg dem til side på en tallerken og gentag med resten af dejen.
  • 7
    Når alle pandekagerne er lavet, serveres de med en god skefuld blommer og lidt ekstra honning. Du kan også servere neutral yoghurt eller is til.